Hvorfor jeg valgte en reportage hjemme hos os
Dokumentarisk familie fotografering handle for mig i stor grad om hvordan livet føles, og endelig i mindre grad om at dokumentere hvad vi laver eller hvor vi er. Bevares, det er også en vigtig del. Vi synes herhjemme det sjovt at ser snapshots dukker op i facebooks minder fra da vi stadig boede i lejlighed. Og selvom det er knap 4 år siden, kan min ældste søn, Tibeau, stadig få nogle minderne op om hvordan vores liv var på Nørrebro. Det kan Noël ikke, han var for lille da vi flyttede, og høre kun fortællinger og de få billeder vi har på facebook. For rigtig billeder er der ikke mange af, og dem fra telefonen tabt. Jeg har taget billeder, og hvis jeg gå i hærdig på jagt på gamle disker finder jeg dem nok igen. Men jeg har kun lavet ét album, og det var af Tibeau's første år. Og så er der de to børne portrætter jeg lavede, som hænge på vægen hos bedsteforældrene. Det er netop disse to billeder, som ofte sætte gang i fortællinger og spørgsmålene om da de var lille. Drengene elsker at ser de billeder. Jeg fortryde at jeg ikke har været bedre til at fremkalde flere fra den periode, laver albums som vi kan kigge i en gang imellem. Det gjorde jeg tit som barn.
Da vi fik vores mindste søn Océan, efter vi var flyttet mellem mark og skov, besluttede jeg at det var på tide at få investeret i vores familiebilleder. Billeder, hvor jeg også er med. For det er sjovt nok ofte mig der tager billederne herhjemme og så er jeg ikke særlig glad for at være med i billeder, noget med manglende selvkærlighed. Der er nogle hel fantastiske portræt fotografer i området, men det tiltalte os ikke at skulle posere foran et kamera. Bare tanken om at samle flokken og få dem til at være samarbejdsvillige på samme tidspunkt gav mig sved på panden. Jeg ved at der er nogle dygtige fotografer derud som vil har mestret den opgave, men jeg ved også at der ikke skal meget til til at vi stresse, gennemgå sambrud, osv. Til gengæld skulle jeg bare have en dokumentarisk familiefotograferingering af vores familie. Hvor vi kan være os selv, bare derhjemme. Og jeg vist også hvem det skulle være, for jeg var blevet forelsket i hendes arbejde forlængst. Og selvom jeg kendte stilen, og at det skal afspejle hverdagen, gik vi i gang med den store oprydning og hovedrengøring. Lidt fjollet, men ja, det gøre vi endelig altid når vi skal have besøg. Billederne viser børnenes finurligheder, grin og nedsmeltinger, de viser hvordan Noël klistre tæt ind på mig når vi spise og Tibeau som altid vælge den nemme løsning af at age gummistøvler på frem for sko, hvordan de altid skulle løbe i en supermarket, hvordan de kigger på hinanden. Og så lavede fotografen Joshua D'hondt et smukt album, og det var jeg rigtig glad for, for jeg få det ikke gjort i en travl hverdag. (og synes det er svært at vælge hvilke billeder det så skal være når det er min egen familie, så gå jeg i stå). Men det som kommede bag mig, det var hvordan hele seancen også blev til en oplevelse! En oplevelse af kvalitetstid, hvor vi virkelig var bevist om hinanden. Og også et indblik i at børnene lidt for nemt hajede efter deres I-pad, og efterfølgende blev den bannet i en par måneder. Jeg har været en del syg lige efter fødslen, og så blev det til den lidt for nemme løsning.
Det jeg gøre for "mine" familier
Og det er lige præcist det jeg elsker at gøre for min familier som invitere mig i deres hjem. Vi tilbringe en dejlig stund sammen, hvor der er god tid til nærvær og kvalitetstid. Jeg dokumentere ikke kun det I laver, eller hvor I bor; men også hvordan det føles at være hos jer. De små kærlig tegn I giver hinanden, om det så er en kærlig smil med glimt i øjet fra mor, den lille berøring på armen, et lille kys eller en kæmpe kramme. JeJeg fornemme hvordan børnenes personligheder er, om det er ekstroverte vildbasser eller stille og rolig introverte, så arbejde jeg på at få det frem i jeres historie. Det er også det jeg gøre med min egne børn lige nu. Når jeg fotografere dem, arbejde jeg hård på at få deres personligheder til at skinne igennem. Her hopper Noël mellem de to brødre der nyde deres is stille og roligt, i mens han selv fik spist sin is på en trjedje del af tiden.... ret typisk for vores Speedy Gonzales.
Vil du få mere info om hvordan jeg kan hjælpe dig til at få en skøn fortælling af din familie? Så skriv endelig til mig på jess@lycoops.com eller igennem kontaktformularen på siden.
kh
Jess
