Der er noget særligt ved at arbejde langsomt. Noget jeg har haft brug for.
I en hverdag hvor mit fotografi ofte er digitalt og med en del arbejde ved computeren; har jeg brug for et modspil. Noget der tvinger mig til at sætte tempoet ned. At være mere fysisk til stede i processen, og lade hænderne styre.
Sidste år kunne jeg mærke en træthed snige sig ind. En form for udbrændthed, som om vintertågen ikke helt ville slippe mig. Jeg nød stadig selve fotograferingerne, heldigvis, men følte mig tom. Ved siden af familietid og en rigtig sommerferie fandt jeg langsomt tilbage gennem andre kreative processer. Noter i en bog. Vandfarver. Polaroid emulsion lifts. Og et skridt ind i et galleri i København, som forpligtede mig til igen at skabe plads til personlige projekter.
Polaroid emulsion lifts er mit lille frirum. Her arbejder jeg med mine egne billeder, i mit eget tempo. Jeg arbejder med polaroidbilleder, men lader dem ikke blive, som de er. I stedet opløser jeg billedlaget i vand. Det løsner sig. Bliver til en tynd, næsten hudlignende film, som jeg forsigtigt kan løfte og flytte over på et nyt underlag.
Papir. Glas. Noget tredje.
Og i det øjeblik mister billedet sin fasthed. Det bliver skrøbeligt. Uforudsigeligt. Levende. Små folder opstår, stræk og forskydninger. Det, der før var en præcis gengivelse, begynder at bevæge sig.
Man kan forme det. Men man må også give slip.
For mig ligger fascinationen netop der.
At processen får lov at være medskaber.
At materialet svarer igen.
Det er en langsommelig proces. Den kræver ro og tålmodighed (og ingen forstyrrelser; bare spørg min mand). Og måske netop derfor føles den som en modvægt til mit ellers digitale arbejde.
I mine seneste udstillinger hos Dark Gallery CPH har emulsion lifts været en del af værkerne. Her blev forskydningerne og bruddene ikke fejl, men en måde at tale om grænser, bevægelse og det, der ikke er fast. Motiverne har været fra vinterlandskabet. Jeg fandt mit inderbarn frem, når sneen lagde sig, og gik ud i morgensolen med nattøj under jakken og kameraet i hånden. Jeg ledte efter små tegn. Planter, der brød gennem sneen. Spor af liv i noget, der ellers virker stille.
På det seneste har jeg ventet på foråret. Set det komme langsomt. Som i går, hvor hvide blomster pludselig stod på frugttræerne i det bløde aftenslys. Jeg skyndte mig udenfor, legede med lys og komposition og overførte senere billederne til polaroid. Filmen gav, som den ofte gør, noget tilbage. Lyserøde og blå nuancer, jeg ikke helt kunne forudsige.
Polaroid emulsion lifts føles som en naturlig forlængelse af mit fotografiske arbejde, bare langsommere. Den 10. maj åbner jeg mit hjem for en lille workshop, hvis du er nysgerrig på selv at prøve. Det er for dig, der er nysgerrig på det analoge, på materialet, og på hvad der sker, når man slipper lidt af kontrollen.
https://www.lycoops.com/workshops/
Du behøver ikke have erfaring. Kun lysten til at prøve.
Det er ikke kun en teknik.
Det er en måde at arbejde på.
Langsommere.
Mere sanseligt.
